LilleQ – Om selvflugt

Der er meget man kan flygte fra. Der er forfærdelige naturkatastrofer, krig og mennesker der vil en det ondt på andre forfærdelige måder.

Men jeg tror det værste man kan flygte fra er sig selv, mestendels fordi det vil være en konstant flugt. Ikke fordi der ikke vil kunne være rolige perioder, men sig selv, vil være der hele tiden uanset hvor meget man kæmper imod og hvor meget man forsøger at  undertrykke og forsøger at glemme det.

Man kan ikke ligge låg på sig selv. Man kan med rimelig sucsess for en tid skjule sig selv for andre og der finde en form for fred og ro. Men man vil få vanskeligere og vanskeligere ved at holde maskeradens maske hel og krakeleringsfri jo tættere andre kommer på en.

Man kan flygte på mange måder fra sig selv. Man kan gøre det ved altid sørge for at skubbe de andre væk, ved at såre dem. Man kan flygte ved at skade sig selv, straffe sig selv for at fejle ved ikke at blive den man sådan kæmper for at være. Og man kan hvis man ikke kan se sig ud af andre muligheder endda flygte så langt væk, man ikke risikerer støde ind i de man sårer ved sin pludselige flugt.

Og er man en af de der oplever at blive flygtet fra. Så står man der tilbage og er som regel et stort spørgsmålstegn. Hvad skete der og hvorfor ? Jeg ved med mig selv, jeg bliver også ked af det, føler mig svigtet på min tillid og min kærlighed.

Men jeg ved også, jeg lærte at flugten fra sig selv er en illusion. Jeg stoppede med at flygte fra mig selv og mine illusioner. Jeg lærte at giver man slip på de illusioner, de der drømmende håb om andre identiteter, det “smukkere og mere rigtige” liv. At man stopper kampene for at få andre til at elske en som man gerne vil de elsker en, eller den præsentation af sig selv man kan give dem, eller slipper og standser de kampe for at genskabe en tabt kærlighed, omstødelsen af andres beslutninger og efterfølgende afvisning af en.

Så vinder man sig selv og den frihed det er. At være sig selv.

Det betyder ikke man slipper for sorger elle savn. Det betyder bare at man stopper med at flygte og kæmpe i mod sig selv på den allermest ukonstruktive måde. Det betyder man kan sørge og medbringe det gode, det smukke, man trods alt når at få.

Og flugten…fra sig selv… stopper.. Livet begynder igen, hele tiden igen, i en helende eksistens .. uden den der altovervældende hovedløse destruktive dødlignende flugt, som flugten fra sig selv er.

Livet begynder igen… helende fra nu af og i går

 

LilleQ

Om LilleQ

Sanset, fornemmet, følt, tænkt, erkendt og oplevet... livet og erotikken
Dette indlæg blev udgivet i Opdagelser og erkendelser og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

10 svar til LilleQ – Om selvflugt

  1. tri3e siger:

    Godt set lilleq. Vældig godt set:)

  2. BrainOnFire siger:

    Sorry to say …

    Men jeg forstår slet ikke, hvor du vil hen???

    Skulle det være et indlæg om selvindsigt/mod, eller hvad???

    Det er jo åbenlys at man ikke kan flygte fra sig selv, jeg forstår ikke dine forviklinger i sprogbruget. Du forsøger at gøre noget meget simpelt, uoverskueligt …
    Hvis vi skal tale flugt … er “virkelighedsflugt” blot en forsvarsmekanisme man bruger, når livet gør ondt…
    Det i sig selv … kan være helende… I mit univers har det ikke en negativ klang…

    Hav en dejlig sommer!

    • LilleQ siger:

      Som jeg opfatter det er der stor forskel på virkelighedsflugt og selvflugt.. Er det en helene flugt hvis man igen og igen fejler, ved ikke at kunne leve op til de tårnhøje krav man stiller sig selv og fx straffer sig selv ved at skade sig selv, skubbe mennesker fra sig når de kommer for tæt på, eller flytte/flygte til en anden by/et andet land og hvis det er det mønster man lever i?

      Jeg vil ikke kalde det en virkelighedsflugt for en virkelighedsflugt er efter min opfattelse en form for illusion af en en tryg verden man kan leve i og ud fra og der kan man have den (terapeutiske) heling.
      Jeg kalder det selvflugt, fordi man ikke kan flygte fra sig selv… Men selvet kan man kæmpe imod, undertykke og på mange måder forsøge at flygte fra fx ved at risikere at blive konfronteret mod sig selv, ved den afsløring der sker nå andre kommer helt tæt på…uden for de terapeutiske professionelle arenaer.

      Betyder det så meget om det er selvindsigt, mod eller nogle små filosofiske tanker om en kombination af erfaringer og observationer jeg har gjort mig, formuleret med egne ord?

      God sommer til dig

      • BrainOnFire siger:

        Jeg mener blot at flugt ikke er muligt, uanset hvordan man vender og drejer det….

        Man kan undertrykke mange ting, men så er det vel bevidst? Eller har jeg misforstået konceptet…

        Det betyder meget for mig hvilken kontekst du har valgt at udtrykke dig i … For at få indsigt, har jeg brug for viden … Ellers er det ligegyldigt, da jeg ikke har mulighed for at forstå … :O)

        For mig at se handler livet om ikke at sætte for høje forventninger til sig selv eller andre …
        Én ting er sikkert … Alt krakelere hvis man forsøger at påtage sig en rolle man inderst inde ikke formår at udfylde, eller hvis man ikke er tro mod sine følelser …

        • LilleQ siger:

          Jeg er ikke sikker på at jeg kan levere et styks kontekst til indlægget. Det er en blanding, af fornyet og forstærket selvindsigt og filosoferen over det, samt en erkendelse af at gamle mønstre ikke er glemt udløst af nyere observationer gjort i mine omgivelsers reaktions og handlemønstre..bla flugt.

          Hvis det er bevidst ja. Men hvis man ikke har erkendt sine handlemønstre er det vel begrænset hvor bevidst man kan være, så “gør man” vel fordi det hidtil har været det der har virket? Om det så er en undertrykkelse af sit selv, i et forsøg på at leve op til egne krav, en flugt fra at være det sandere sig selv… eller mere konkret en flugt fra andre af hvad ved jeg… angst for at de skulle gennemskue en og så risikere de ikke kan lide det de ser.

          Flugt er i realiteten ikke muligt… men det betyder ikke at mennesker ikke gør sig store anstrengelser for det, på mange forskellige måder. Både indadrettet og udadrettet og helt konkret ved fysisk fjerne sig langt langt væk fra sine omgivelser.

          En ting er selv at nå til den erkendelse, at tilpasse sine forventninger til det opnåelige og ikke det umulige… en anden ting er, at være tilskuer til andres kamp og flugt fra sig selv/fra andre i forsøget på at forhindre verden og facaderne at krakelere.

          Sidst, man må have en erkendelse af sine følelser, for at være sig bevidst om og tro mod dem/sig selv for at kunne ændre sine mønstre…. Og det er ikke alle klar til, eller lige klar til. Nogen vælger flugten i en eller anden grad, eller holder så stor afstand så krakeleringerne ikke skinner for tydeligt igennem..

  3. Du skriver store ord for tiden og tænker tydeligvis svære tanker. Jeg ønsker at det giver dig glæde på sigt.
    Knus herfra

  4. Kære LilleQ
    Jeg forstår så udemærket dine tanker og dine formuleringer. Det gør ondt at forstå dem, men jeg forstår dem.
    Mange tanker
    Precious Bumblebee

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s