LilleQ – Giver fri

Lige som kærlighed har en begyndelse og en ende, har afskeder det samme, en begyndelse og en ende, hvor langt der går mellem kan afhænge af meget. Meget kan være sket og det kan være svært at give afsked, slippe og begive sig fremad, videre. Andre gange kan det være alt for angstfremkaldende at give afskeden, der kæmpes indædt for at holde fast, for at omstøde afskedsbeslutninger og der i blindhed udøves en overordentlig manglende respekt af afskedsgiveren, i forsøget på at fastholde noget der allerede hører datiden til.

Man kan give afsked, slippe og begive sig fremad videre i livet og for en lille tid bære sorgen i sig. Jo bedre man bliver til at slippe, jo lettere bliver sorgen at bære i sig, den bliver en lille pakke af sørgmodighed man bærer i sig. En lille sørgmodigheds pakke der i ro og mag krymper ind til den ikke er andet end minder, og jeg har lært jo bedre jeg bliver til at slippe jo bedre er de minder jo mere givende er de både at bære på men også til at forme fremadrettet.

Livet langt har lært mig at give afsked, slippe og begive mig fremad bærende sorgen i mig når døden har været den der påtvang afskeder. At behandle sorgen uden at forsøge at kæmpe imod og forsøge at omstøde afskeden. Døden er uigenkaldelig og dens afsked kan ikke omstødes uanset hvor mange kræfter man lægger i. Jeg kender dens afsked, dødens, jeg har kendt til den siden jeg var en lille pige og kender til både hvor forfærdelig og hvor smuk den kan være, også på en og samme tid.

At det så har taget mig nok lige så lang tid at forstå at afskeder begået af levende indeholder samme tab, samme sorg og samme måder at lære sig at give slip på er lidt en underlig fisk. Måske er det fordi døden er så uigenkaldelig at den levende afsked i sin beslægtethed fremkalder angsten for at miste, at man derfor så hårdt kan forsøge at bekæmpe den, benægte den, nægte dens indtræden? Altså afskeden. I et spinkelt forsøg på at bevare for evigt, fastholde noget uændret også selv om al fornuft og følelse inderst inde godt ved datiden allerede er indtruffet og afskeden er uigenkaldelig.

At give afsked er stadig svært uanset om man er på giveren eller modtagerens side. Men det bliver lettere og mere ærlig, jo bedre man bliver til at give slip. At slippe drømmene om det der var og kunne blive. At slippe drømmene og begynde at forme selv og bære minderne i sig, bruge dem som formbare erindringer af den slag der giver jo mere de bruges i nye former.

At give slip på drømmene er at hele på sorgen og gøre plads til nye drømme og nye håb.

Tænker jeg…og slipper drømmene fri

LilleQ

Om LilleQ

Sanset, fornemmet, følt, tænkt, erkendt og oplevet... livet og erotikken
Dette indlæg blev udgivet i Opdagelser og erkendelser og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til LilleQ – Giver fri

  1. Åhh LilleQ, du får mig til at græde.

    • LilleQ siger:

      PB det er jeg ked af, det var slet ikke hensigten at gøre ked af det.
      Jeg havde et behov for at give slip og give afsked.

  2. satanikus siger:

    Hej mor!

    Jeg er desværre ikke særlig god til at give slip på mennesker, hvis jeg er bekymret for dem.

    Håber din evne er bedre end min. Det virker det i hvert fald til 😉

    Du er okay?

    • LilleQ siger:

      Jeg er okay. Lidt eftertænksom, men ok. Himmelen klarer op.

      Jeg tror det der med at give slip også handler om at erkende, vis behov man eventuel forsøger at dække. Er det mit behov for at få flere svar, mit behov for at få/give trøst, mit behov for at fastholde en form for status quo eller er det den andens behov for at ligge afstand, blive mødt med respekt osv?

      Fx hvis den ene har en bekymring, og den anden fx siger “Jeg er ok”, må det svar respekteres. Det kan være svært at gøre og man kan have umådeligt svært ved at give slip især hvis man fornemmer der er noget. Selv om man egentlig bliver bedt om det, kan det være svært ikke at blive ved at spørge ind, blande sig uden om og holde sig væk fra emnet. Og så begynder det jo at handle om respekt eller mangel på samme. Respekterer man en, hvis man bliver ved at presse på for at få flere/mere uddybende svar og med sine løsningsmodeller eller ender man i stedet med at skubbe vedkommende længere væk?

      Og sidst må man altså også acceptere, at der ikke er svar på alt og at man har ingen ret til eller kan kræve at få svar på alt.

      Og faktisk tænker jeg på… at jo bedre man bliver til det der med at give slip, på det der ikke hører en til. Jo bedre bliver man også til at være i sig selv, at være sig selv bekendt og får fat i det der sevlvværd på den fundamentale måde.

      Alt i alt er tunellen blevet kortere og lyset klarere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s