LilleQ – Tanker om frihed

Jeg vil gerne have lov til at vælge selv, tage ansvaret over mine valg også når jeg fejler. Så kan jeg lære af det, kan jeg.

Jeg vil meget gerne frabedes at blive mødt med andres meninger om at jeg som kvinde skulle være uvidende om min egen undertrykkelse af et patriarkalsk system og om at disse andre mener sig berettigede til at tage stilling, beslutte, afgøre og handle på mine vegne.

Bare fordi jeg er kvinde og ikke vælger som andre og ikke står forrest i køen for at få tildelt en bestyrelsespost, et ledelsesansvar eller en 60 timers arbejdsuge eller rende rundt i et androgynt outfit der får selv de mest androgyne til at længes efter lidt kønslig udstråling. Så betyder det ikke at jeg er undertrykt.

Om jeg har en, flere på samme tid, mange sex-partnere i løsere eller faste relationer i kortere eller længere tid. Om jeg swinger, BDSM’er den eller om jeg vælger at lave porno, sælge seksuelle ydelser eller om jeg vælger at gå i kloster og give afkald på min seksualitet for noget andet… er mit valg. Jeg er som voksen i stand til at vælge selv og det må være mit ansvar også når det sker jeg vælger forkert. Også selv om du aldrig kunne eller ville vælge sådan.

Jeg ønsker ikke redning fra mig selv. Jeg er glad for mine valg. Jeg er mig, med de valg jeg gennem mit liv har taget og ja, nogle valg har det været svært og hårdt og en langvarig process at erkende mit ansvar for. Men. De valg, de erkendelser, de handlinger, de tanker, de reflektioner, de følelser er alle mine, de udgør for en stor del den jeg er i dag. Mig.

Så. Hvorfor skulle jeg ønske at reddes, bare fordi du ikke ville handle, tænke, føle sådan? Jeg er ikke dig, jeg har ikke dine behov, jeg ønsker ikke at være eller gøre som dig. Men jeg ønsker du vælger det bedste for dig og tager ansvaret for dine valg.

Jeg har intet imod at du har ambitioner på mine vegne. Men kunne din største ambition på mine vegne så ikke være at jeg vælger det der gør mig hel, og gladest og tager ansvar for det?…og ikke hvad du mener ville bedst for mig, gøre mig mest som dig (eller mindre truende eksotisk og fremmedartet i forhold til dig).

Jeg har ikke brug for at andre trynes, degraderes eller diskrimineres for at jeg kan få plads på første parket. Jeg har ikke brug for at hævde mig ved hjælp af en kvote.

En kvote vil hverken gøre mig mere kvindelig, bedre kvalificeret eller mere ligestillet. Tværtimod. Bliver jeg med en kvote mere uselvstændig, mere hjælpeløs, mindre ansvarlig og mere uligestillet end nogensinde tidligere…

 

 

Så næsten hellere 13-1400 tallets efter den sorte døds løsslupne mandsdominerede fatalistiske og dybt erotiske tidsalder, med vovede badeanstalter hvor nøgne mænd og kvinder horer æder handler spiller og drikker sig en pukkel til, hvor præster horer lige så meget som de prædiker, hvor ludfattige højbårne mænd i deres fineste dublér og hoser uden skamkaplser render rundt i bar dolk, fordi broger er for dyre at anskaffe. Hvor hårdtarbejdende mænd og kvinder løfter op i skørter og kofter og åbenbare nøgne skød og lufter dem. Hvor nøgenhed ikke er lig med farlig sex. Hvor sex, porno, lyster, fantasier af de mest vulgære og levende arter, frit var fremstillede inde i kirkerne, som hjemme i stuerne malede, vævede, levende fortalt til inspiration, forkyndelse og eftertænksomhed…og lidt advarelse til adspredelse. Hvor der blev horet hvor der var tid, mulighed, plads og hvor graviditet blev håndteret efter behov, fx med en provokeret abort hvis det var nødvendigt. Hvor iver efter at tilegne sig viden, udforske, undersøge og gammel og ny viden konflikter og eksploderer i vækst og vidensiver frem til nu. Hvor livet for de fleste var hårdt og kort, men på så mange måder langt friere end nu.

LilleQ

 

 

 

Om LilleQ

Sanset, fornemmet, følt, tænkt, erkendt og oplevet... livet og erotikken
Dette indlæg blev udgivet i Seriøs useriøsitet og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

12 svar til LilleQ – Tanker om frihed

  1. tsn siger:

    Godt og befriende du tager fat om sagens kerne. At forsvare sin egen ret til at være, som du selv synes du har behov for.
    Når jeg kører rundt i landet, som jeg pt. gør, er der jeg der jeg for tiden mange valgplakater. En masse kvinder der prøver at ligne mænd. Mette Frederiksen med en mund som en duerøv. Helle Thorning uden fortrin. Magrethe Vestager i fodboldtøj. Hvor er kvindeligheden? Hvor er det vi skal stemme, hvis vi ser de kvindelige interesser, som et gode. De er gemt godt væk.
    Og det er netop disse kvinder der binder kvinderne på mund og hånd. Kvinder der gør kvinder til ofre.
    Kvindekvoter, barsels længde. For fanden da. Tror de ikke vi selv kan tale om det og udleve vores egne retningslinier i familierne?
    Formyndersamfund – skrub af!

    • LilleQ siger:

      Det er lidt et paradoks at de som kalder sig kæmpere for kvinders rettigheder og for ligestilling så kraftigt ønsker at omgøre kvinder og skabe dem om til ukønnede væsener der ligner mænd, men ikke er mænd – for at gøre kvinder lige..og samtidig fratage mænd deres køn og gøre dem til ukønnede væsener der ligner men ikke er kvinder – for at gøre kvinder lige.
      Med hvem er det de ønsker at gøre kvinder lige med og i forhold til?
      Hvis det var lige med mænd, er den bedste måde vel at overlade til hver enkelt det ansvar og at kvinder og mænd har de samme muligheder, rettigheder og pligter.

      At kræve en 50/50 løsning er ikke at ligestille nogen, kun at fratage muligheder og rettigheder fra flertallet af mænd og kvinder.

      Jeg forstår simpelthen ikke at man mener at ligestilling skal gennemtvinges ved en konstant diskrimination, degradering og umyndiggørelse af mænd og kvinder…hvem vinder på det?

  2. Lars Olsen siger:

    Super godt indlæg. Mange er hoppet med på den idealistiske idé, at hvis vi alle er ens, har vi det alle godt. Vejer du 80 kg, som kvinde, er du overvægtig og skal være flov. Ryger du en gang imellem er du selvdestruktiv. Har du ingen uddannelse, er du et socialt tilfælde.

    Forskelligheder beriger et samfund. Hvorfor ikke acceptere andre som de er. Se det positive i forskelligheder. Det har også sin charme.

    Jeg har en kvindelig jurist, som chef. Hun gør det rigtig godt. Jeg har både kvindelige og mandlige kollegaer. Ingen af os tænker videre over om vi er kvinder eller mænd eller om chefen er kvinde eller mand. Sådan skal det også være. Når man om ligestilling begynder at snakke om min. kvindekvoter, signaleres samtidig at kvinder er handicappede i forhold til mænd og skal derfor have særregler. Det virker mere nedværdigende for kvinder. Kvinder klarer sig mindst lige så godt som mænd. Hvorfor har kønnet pludselig betydning. Hvis kønsfordelingen ikke er lige, skal den så udjævnes med ”tvang”!

    Ligestilling inden for det seksuelle undrer mig også en del. Kvinder kan tiltrække mænd, stort set uden at gøre ret meget. De kan endda tage penge for det, hvis de har lyst. Hvem er det mest nedværdigende for!!!

    Hvordan skulle det være nedværdigende at gøre det til sit erhverv, at gøre noget godt for andre seksuelt. Mændene får energi, overskud og lyst til at gøre noget godt for andre. Ud fra et samfundsmæssigt synspunkt løser de mange problemer.

    Forhold er meget forskellige. Begge kan sagtens betyder meget for hinanden, selv om de mere lever som venner og bofæller med hver deres særheder og få mange gode minder og oplevelser. Alligevel er der fordomme, som antager, at et forhold er det samme som et lykkeligt sexliv gennem hele livet. Ellers er der noget galt og parret ender med at blive skilt.

    Forventes begge har nok i hinanden på alle områder gennem et helt liv, bliver det svært. Der kommer perioder, hvor børn og arbejde fylder meget og den ene ikke har lyst til sex, kærtegn og nærvær i længere tid. Den anden savner oplevelsen af sex, kærtegn, nærvær og være i fokus. I stedet for at blive deprimeret, sur og bebrejde hinanden er det bedre at få en sexarbejder til at hjælpe. Præventionen er opfundet!!! Det giver overskud til at komme godt gennem perioden og kan bringe nyt ind i forholdets sexliv. Det er meget bedre end sidespring, hvor mange følelser ofte kommer i klemme. Det er ikke alt i et forhold, som begge behøver at analysere.

    Det kunne være skønt hvis også kvinder, blev respekteret for deres valg. I stedet for at blive beskyldt for at være et socialt problem eller tvunget til det af ”ukendte”. Åbenhed og respekt, ville hurtigt fjerne muligheden for det sidste.

    Hvorfor kan vi som samfund ikke bare respektere hinanden, som vi er, med hver vores forskelligheder. Alt skal analyseres, som godt eller skidt. Følges den idealistiske ensartethed ikke, udstilles det som skidt. Får nogen det bedre af det!

    • LilleQ siger:

      Til dit sidste afsnit kan jeg kun foreslå… At nogen, får nogle andre de kan pege på og give skylden for at nogen har det skidt.
      Men om nogen eller nogle får det bedre af det, sådan helt konkret, tvivler jeg på.. mest vil det vel være som at tisse i bukserne, varme hurtigt og så blive en kold og klam slaskende og gnavende fornemmelse om benene.

      og mange tak for dit lange bidrag Lars.

  3. Gentle Man siger:

    Jeg er stadig forundret over, hvor det er, du møder hele det selvretfærdige korstog, som du konfronterer så modent og veltalende.

    • LilleQ siger:

      Jeg ved ikke om det er et egentlig selvretfærdigt korstog jeg møder.
      Men jeg har haft nogle oplevelser og iagttaget nogle ting over de senere år som gør jeg undrer mig… meget… men også har måttet trække mig ud af både venskaber og noget der kunne have været berigende fagrelaterede debatter på arbejde – fordi noget som uenighed, blev set som noget der skulle bekæmpes, med antagelser, tavshed og udelukkelse.
      Hvor skjulte og tavse antagelser blev afgørende “dokumentationer” for al videre forståelse og relationelle kontakter, frem for en spørgende åben relationel kontakt.

      Jeg oplever meget at det jeg har iagttaget som en forråelse, hvor det anderledes og forskellige, det fremmedartede og eksotiske udskældes og udpeges som det skyldige der skal bekæmpes og underlægges et princip ensartethed..
      som om idealet er absolut ensartethed

    • tsn siger:

      Kære Gentle Man
      Prøv at kigge på eksempelvis ” tag stilling mand” kampagnen. Der er der et hav af organisationer og kendte der stiller op til, at være dommer over, og vil forbyde – sex mellem voksne mennesker.
      Skal staten blande sig i vores underliv, eller må jeg bestemme hvem jeg knepper, uden at spørge staten om lov?
      Det er et Ja/ Nej, spørgsmål.

  4. Kære LilleQ
    Jeg sidder og ønsker at du får børn fordi jeg håber at voksne der synes det er vigtigt at tage stilling til hvad der bringer glæde skal give det videre til de som er allermest modtagelige.
    Jeg vil gerne respekteres for min faglighed. Og det fylder meget for mig. Og det betyder meget for mig. Men jeg er fandme også god til mit fag. I den funktion spekulerer jeg sjældent over mit køn.
    Jeg vil også gerne respekteres for min kvindelighed, når den er væsentlig. Jeg bruger min kvindelighed når jeg har lyst og når jeg tror der kommer noget godt ud af det.
    Jeg har haft brug for at få anerkendt min seksualitet væsentlige steder. Hjemme er den både accepteret, anerkendt og elsket – og bliver udfordret. Jeg har haft glæde af at tale med få udvalgte mennesker jeg har kendt længe om min længsel efter udforskende sex.

    Men kønskvotering og kønsløse mennesker er da til at brække sig over – hele mennesker er da nøglen til lykke (for fanden og sgu). Ensartethed mellem mennesker kan aldrig bringe lykke og udfordring og dermed mere lykke.

    Endnu en gang tak fordi du deler dine tanker. Jeg ønsker dig glæde på din vej.

    Prinsesseknus

    • LilleQ siger:

      Kære Prinsesseslot
      Jeg ønsker der er flere voksne der vælger at gribe efter lykken og det der gør dem glad, nu og fremadrettet. Det er glæden og friheden der giver mest vækst og på flest fronter.
      Det er glæden der giver mere energi til at give det en ekstra skalle på jobbet, glæden over at skabe mere værdi, det er glæden over at se det man sammen med kolleger har skabt vokse. Det er glæden og friheden der er medvirkende til at bliver mere glad og mere stolt over sin faglighed sin viden og sine kompetencer, fordi de anvendes hvor de giver mest mening… der er bare så meget mere mening i glæde og frihed.

      Men det er som om at glæden, betragtes som noget formålsløst pjat. Som om glæden og energien ved at skabe af lyst ikke betragtes som noget værdifuldt. Som om glæde, frihed og ansvar skal tugtes, kontrolleres, kvoteres og styres for ikke at blive for løssluppent og for selvstændigt.

      Det er som voksne af nogen ikke længere betragtes som selvstændigt tænkende individer, i stand til at tage ansvar og handle på det. Det er som om alt skal males den samme grå ens farve af et underligt princip om enshed er bedst. Som om mennesker bliver mere glad, tryggere, hvis man kapper af i toppen af sorgen og glæden. Som om mennesket skal tvinges ned i en bedøvelse der minder meget om bivirkningerne af antidepressiva, hvor man eksisterer i en mellemfornøjelse der hverken topper eller bunder.

      En ensfarvet grumset kønsløs grå mellemfornøjet masse – hvad glæde er der ved det?

      Så hellere være fri og fejle, lære og knokle røven ud af bukserne, fejle igen, rejse sig og se andre lykkedes og få mere energi mere vilje til at ville lykkedes på sin måde og spejle sin glæde med andre og dele med det der betyder noget og læne sig op ad dem, når det er tungt og svært, græde ud og blive trøstet og fortsætte videre på sin vej…

      …tak prinsesse… jeg ønsker dig glæde og flere vidunderlige udfordringer og oplevelser.

  5. Chili Con Carne siger:

    *Applaus*
    Jeg bliver sgu så glad og håbefuld over, at der findes så spændende og selvstændige individer som dig med modet tl at leve deres liv på egne præmisser.
    Tak.

  6. tsn siger:

    @ Chili Con Carne
    Meget præcise ord.
    Og, også en tak herfra.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s