LilleQ – Er

Jeg har kæmpet og bekæmpet min sårbarhed som en olm tyr. Jeg har okset og aset for at betvinge og vinde over den. Mest i fortvivlelse men også i vrede. Min sårbarhed var så tæt knyttet til mit indre sprog. Et sprog som jeg ikke kunne tolke, ikke forstod, ikke kunne genkende  fra andre omkring mig.

Jeg tolkede min sårbarhed som en svaghed i mig. Som noget uden værdi, uden mening, uden anvendelses evne. Og jeg blev stærk og standhaftig. En lille stædig fighter der bekæmpede vindmøller, nedlagde orkaner og sejrede… over mig selv.

Langsomt har jeg genopbygget og begyndt at forstå. Sårbarheden er ikke en svaghed. Ikke min svaghed. Den er en elementær del af mig.

Jeg opdager at sårbarheden fandt andre veje ind og gjorde sit virke dybt og skjult i mig. Blandede sig og gjorde mig urolig, ked af det, såret og forvirret. Kastede mig rundt i følelseshavet på bølger af tvivl usikkerhed og angst. Gjorde det vanskeligt at gribe fat og holde om disse følelser længe nok til at jeg kunne finde svar. Så jeg kæmpede indædt for at fange gribe og fastholde disse følelser og roede rundt i dem, hid og did uden kompas. Forvirret og ulykkelig med en gennemgribende følelse af at blive svigtet. Uden at vide af hvad.

Der er inden for kort tid sket så meget.

Sårbarheden er blevet lukket ind. Jeg er begyndt at favne og rumme anderledes dybt og sært befriende. Mildt. Varmt. Kærlig.

 

Underligt nok lader det sårbare mig åbne mig op for andre på helt andre planer, åbner mig for nye mennesker, tillader mig et anderledes nærvær, som bevæger mig dybt. Som rører mig til tårer af glæde, af sårbarhed af hjertelighed….af kærlighed.

Jeg passer ind, falder til. Træder ud og viser mig.

Her er jeg.

Vi ses derude.

 

lilleQ

Om LilleQ

Sanset, fornemmet, følt, tænkt, erkendt og oplevet... livet og erotikken
Dette indlæg blev udgivet i Opdagelser og erkendelser og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

17 svar til LilleQ – Er

  1. harasub siger:

    Kære lilleQ

    Det du beskriver er så genkendeligt, at øjnene løber hurtigt over teksten for at søge efter svar et sted. Nede i bunden. Noget der kan bruges til at få en endelig løsning på fortvivlelsen. For at vende tilbage igen, og læse igen bedre og mere nøjagtigt. Sluge til sig.

    Men, ja, sårbarheden er en styrke. Den er os. Det hærdede hårde, er forsvaret for sårbarheden. Det er godt at læse dig igen.

    Må alt gå dig vel.

    Kærligst Hara

    • LilleQ siger:

      Kære Hara

      Jeg har ikke den endelige løsning på fortvivlelsen ud over at opdage at sårbarheden er en langt større styrke end hårdheden evner…så svaret kan jeg ikke give dig.

      Må alt gå dig vel

      kærligst
      lilleQ

  2. Hans Kvinde siger:

    Åh ja – smukt, Lille Q – og jeg genkender din beskrivelse. At give mig hen er også at finde mig selv. At rumme. Når jeg rummer mig, er der bedre plads til andre.

    Livet er godt 🙂

  3. tsn siger:

    Kære LilleQ
    Hvor er det smukt, det du skriver.
    Du har sat dig selv fri. Og du vil nu opdage, hvor mange der elsker dig for det, og byder dig rigtig hjertelig velkommen.
    Og ja, vi ses derude, sammen med alle de andre, der har turdet sænke paraderne.

  4. Anna siger:

    Jeg ved godt, at det slet ikke hører sig til stemningen, men jeg får lyst til at blive konkret – jeg bliver nysgerrig og vil så gerne vide, hvordan den dersens sårbarhed af din kommer til udtryk? Hvis jeg altså må…

    • LilleQ siger:

      Anna du er velkommen også til at være konkret…
      og så vil jeg forsøge at svare. Umiddelbart er det at åbne op for, tillade og anerkende de følelser som opstår i mig, lige fra mavefornemmelsens rumlen, til musklernes mere overdøvende alarmerende vridende-karklude-spænding til nakkens stivhed i højrødt alarmberedskab…. over at blive rørt til tårer af glæde, sorg, tristhed, vrede om de er opstået fra en bog, en film, sociale relationer eller…. og tvivle og være usikker på mig selv, på andre, på det hele – og ikke have så skide hamrende travlt med at styre mig udenom den slags følelser, ikke dunke mig selv oven i hovedet med “Hvor er du dum, det er også bare dig…” . At kunne vise jeg er ked af det, græde i andres nærvær, lade mig trøste, være vred og rette det mod det der konkret gør mig vred, være stor tudende så snottet driver, hikstende og grim og hjælpeløs. Slippe angsten og panikken…kunne bede om hjælp.

      At jeg giver det hele den plads det skal have… og bliver bedre til det, at tillade det er der og forsøge dække de behov de er udtryk for….

      Ved godt det ikke er helt så konkret, men håber det giver nogen mening for dig.

  5. Anna siger:

    Det giver fint mening, men så er det jeg tænker, at det ikke er sårbarhed – men slet og ret følelser, og dét, tror jeg, gør en forskel. Hvis man ikke lader sig selv udvise følelser, skaber man jo en art sårbarhed, hvor man måske slet ikke er sårbar. Selv dine styrker kan lige pludselig blive “ømme punkter”, hvis du ikke lader dem ånde frit.

    Lad os sige, at du er meget umiddelbar i dine reaktioner. Du ler højt, bliver nemt vred, let trist og er typen, der taler, før du tænker. Det er for mange at se rent faktisk styrke, men holder man det nede, bliver det let ting, man er flov over, fortænker og anser som værende upassende. Herved skabes sårbarhed, hvor den faktisk slet ikke er.

    Sorry, hvis det blev lidt rodet…

    • LilleQ siger:

      Jo det kan du have ret i. Men, de “ømme punkter” kan vel først blive ømme punkter, hvis man er bevidst om dem og fx i en grad vælger at skjule dem for andre evt fordi man anser det som svagheder? Altså en form for udøvelse af kontrol, hvor kontakten er slukket og følelsesløshed er fremtvunget.
      Men hvis nu man har kastet en stak følelser over i hjørnet, fordi man ikke forstod dem og man ikke vidste hvordan man skulle håndtere dem, da de er opstået i situationer hvor man har været/reageret “svagt”? Så er de vel ikke blot “ømme punkter” men vel en hmm misforstået sårbarhed, der som tiden går begynder at virke som “kaos”-følelser, hvor tvivl osv og bla bruges til at tampe sig oven i hovedet med og indtrykket af svaghed, i de følelser virker så selvforstærkende ?…

      Så at åbne op for de forskellige lag af kontrollerede og opgivede følelser, har gjort mig opmærksom på, at det jeg tog for at være svaghed – var sårbarhed.

      – og at de følelser af sårbarhed ikke i sig selv, er tegn på svaghed. Og ved at rumme det sårbare (som jeg så ikke kan beskrive mere konkret) har gjort jeg lettere kan rumme mig selv og andre – og også lettere kan give slip, på det der ikke virker givende på mig.

      …jeg ligger så til rodet.

      • LilleQ siger:

        Altså at sårbarheden er blevet til noget jeg kan anvende konstruktivt, ikke alene, men sammen med de andre styrker jeg har – og gøre mig både stærkere, svagere, mere sårbar, mere åben…

    • tsn siger:

      @ Anna
      Det er slet ikke rodet. Og sorry jeg bryder ind. Men jeg vil gerne give dig et lille input.
      Jeg arbejder til daglig med mange mennesker. Jeg kommer tæt på dem. I deres eget hjem. Og mit job er at spørge indtil mange private ting. Jeg har erfaret, at hvis jeg stiller yderligere spørgsmål – som ikke hører ind under mit job – men kun som privat nysgerrighed, åbner både de og jeg op.
      At erkende og åbenbare sin egen svagheder over for andre, giver pludselig en enorm styrke. Styrken ligger i accepten fra de andre, som synes der er ok..
      At vise sin sårbarhed, er en styrke.

  6. harasub siger:

    Hmmm…nu er hun lige ved at falde af vognen…alt hvad hun selv skriver på bloggen handler om hendes følelser og tanker i forholdet til sin Herre. Og den sårbarhed der er i submissiviteten og underkastelsen. Så tænker hun at alle andre tænker som hende.

    At den omtalte sårbarhed ikke er i det daglige liv, på arbejde og med venner og familie men kun i forholdet til Ham.

    Sådan er der så meget af. Misforståelser, legen med ord. Og bare forskellige forståelser og baggrund. Men det får hende til at tænke…

    Og igen tak, lilleQ, for dit interessante indlæg og blog.

    Kærligst Hara

    • LilleQ siger:

      Kæreste Hara.

      Jeg har ikke din evne til at skille tingene ad på den måde du kan på din blog, hvilket jeg virkeligt beundrer dig og andre der kan det, for. Hvis jeg forsøgte mig, ville det øge forvirringen og jeg ville bruge alt for meget tid på at forsøge sortere og definere hvilken kasse noget hører til i.

      For mig er det et stort sammensurium af mig, hvor jeg nok opdager og erkender rigtigt meget gennem seksualiteten, i erkendelsen og udlevelsen af den, men oplever også hvordan det jeg finder, har indflydelse på hele mig. At det bevæger sig forandrende i cirkler… som ringe i vand. Og det der når ud og rammer andre områder af mig, når jeg fx opdager ændringer i mine tankemønstre, vaner osv der har en positiv effekt på mig – vender tilbage i nye cirkler der breder sig, forandrende.

      Hvis det giver mening?

  7. harasub siger:

    Kære lilleQ

    Ja, det giver mening. Og det er så smukt beskrevet.

    Selvfølgelig kan man ikke skille sig ad. Men man kan skjule og kamoflere. Aldrig vise. Netop sårbarheden får lov til at titte frem nogle gange i “en leg”, og blive brugt til at give sindet og kroppen ro. Men den bliver stuvet væk til dagligt, i strøm af ord.

    Hvor ville det ikke være befriende at slippe den løs, og kunne rumme den. Miste kontrollen over den. Og placere den sammen med andre styrker.

    Det er slet ikke, som det ser ud til at være. Intet er adskilt, men bare lagt til side, gemt væk.

    • LilleQ siger:

      Kære Hara.

      Jeg må erkende at netop sårbarheden, dur det ikke jeg kamuflerer og skjuler uden for legen. Jeg er nødt til at tillade den der, lukke den op og vise min sårbarhed – for at den kan virke som en styrke for mig. Hvis jeg kun tillader den under legen, i det seksuelle hjørne – gemmer og glemmer jeg hvad den indeholder og så får jeg det ikke plejet, men ender med at bekæmpe den, igen, fordi jeg glemmer hvad sårbarheden indeholder, det bliver for fremmed for mig.

      Sådan har jeg efterhånden og langt lettere indset at jeg indretter mig sådan i mit hjem, med mine fysiske ting. Det der betyder noget for mig er jeg nødt til at kunne se for mig, have så vidt muligt stående fremme så jeg bruger det, kender det og føler mig tryg og hjemme.

      Og sådan må jeg også indrette mig i mig selv. Hivs jeg lægger noget af mig til side for længe, glemmer jeg at give det opmærksomhed og pleje det og så bliver det kaotisk, fordi det begynder mosle sig frem hvor det ikke hører til med en voldsomt større kraft end nødvendig og jeg bekæmper det som noget fremmed. Så inde i mig, må jeg ligesom have hele mig inden for rækkevidde og i mit indre synsfelt, så jeg kan have mig helt med og i spil og føle mig hjemme i mig selv.

      Det blev lige en lang omgang mig mig mig. Men. Jeg kan kun give mig, helt, hvis jeg har mig med.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s